Fællesbrev, 1. Dec 2002
Nu med julen vel overstået...
Nu med julen vel overstået har der været tid til at fordøje vores første 3 uger her i Bolivia og få lagt tankerne ned på papir, så I kan følge lidt med i, hvad vi går og laver.
Anja og Simon, som vi skal tilbringe de næste 8 mdr. sammen med på projektet, afhentede os i La Paz. Med 50 kg. bagage hver og en mountainbike i en tilpas uhåndterlig papkasse var lykken stor, da de stolt fremviste Toyota Landcruiseren udenfor lufthavnen. Med plads til 7 personer og uanede mængder af bagage på taget er det lidt af et køretøj. Og det er ikke så ringe et skift fra cyklen og DSB derhjemme.
De første dage
De første dage tilbragte vi sammen i La Paz, primært for at få bragt orden i vores papirer. Vi skulle en tur forbi den danske ambassade for at ansøge om vores arbejds- og opholdstilladelse. Derudover fik vi sat gang i vores bolivianske kørekort. Simon havde brugt det meste af en dag på at fremskaffe de rette formularer efter at være blevet sendt rundt til adskillige kontorer på det centrale politikontor. Alle officielle papirer skal udfyldes på maskine hernede, så til samme brug eksisterer et større antal små-entreprenører, der tilbyder lån af skrivemaskiner på fortovet udenfor officielle kontorer. Inger fik sin sag for med at udfylde formularen – men det lykkes vist nok fuldt ud tilfredsstillende. Især når man tager i betragtning, at det var et gammelt hakkebræt fra før kirgens tid og magen til det, som hun lærte ti-finger systemet på i ”maskinskrivning”. Det var da også kun nødvendig med plaster på tre af fingerne efter at have fået dem i klemme mellem tasterne.
De første dage tilbragte vi sammen i La Paz, primært for at få bragt orden i vores papirer. Vi skulle en tur forbi den danske ambassade for at ansøge om vores arbejds- og opholdstilladelse. Derudover fik vi sat gang i vores bolivianske kørekort. Simon havde brugt det meste af en dag på at fremskaffe de rette formularer efter at være blevet sendt rundt til adskillige kontorer på det centrale politikontor. Alle officielle papirer skal udfyldes på maskine hernede, så til samme brug eksisterer et større antal små-entreprenører, der tilbyder lån af skrivemaskiner på fortovet udenfor officielle kontorer. Inger fik sin sag for med at udfylde formularen – men det lykkes vist nok fuldt ud tilfredsstillende. Især når man tager i betragtning, at det var et gammelt hakkebræt fra før kirgens tid og magen til det, som hun lærte ti-finger systemet på i ”maskinskrivning”. Det var da også kun nødvendig med plaster på tre af fingerne efter at have fået dem i klemme mellem tasterne.
De 3800 højdemeter er ikke ligefrem noget der indbyder til de store fysiske udfoldelser, så de første 2 dage gik stille og roligt med at se lidt på byen og vænne sig til atmosfæren og sproget. Bare det at gå op af en trappen 30 trin eller for den sags skyld at gå 2-3 blokke kan få pulsen op på 180.
Titicaca søen og Isla del Sol
Efterfølgende tog vi alle fire på en lille fælles ferie – primært for at tale sig ind på hinanden gennem den fælles oplevelse og bruge tiden til noget konstruktivt, mest vi ventede på, at noget af papirarbejdet, vi havde sat igang, blev færdigt. Turen gik til Copacabana ved Lago Titicaca godt halvanden times kørsel fra La Paz. Her havde vi fire lækre dage med besøg på Isla del Sol med Soltemplet, der fungerede som observatorie for Inkaerne og angav årstidernes skiften. Øen levede til fulde op til sit navn, idet vi alle blev godt og grundigt forbrændte – højdesol i 25 graders varme er ikke sådan at spøge med. Vi havde fundet det perfekte lille hotel med udsigt ud over byen og søen, og på restauranten nød vi godt af kold limonade, øl, bøffer, pandekager og hvad hjertet ellers kunne begære, mens vi nød den flotte solnedgang eller et voldsomt lyn og trodenvejr. En aften kravlede vi også op på toppen af et af bjergene (hernede vil vi nok bare kalde det en bakke) og så den flotteste solnedgang ud over Largo Titicaca med Peru i baggrunden. Så er det bare surt, når ens kontaktlinser begynder at drille, så man ikke kan se i de næste 10 min. og må nøjes med billederne.
Efterfølgende tog vi alle fire på en lille fælles ferie – primært for at tale sig ind på hinanden gennem den fælles oplevelse og bruge tiden til noget konstruktivt, mest vi ventede på, at noget af papirarbejdet, vi havde sat igang, blev færdigt. Turen gik til Copacabana ved Lago Titicaca godt halvanden times kørsel fra La Paz. Her havde vi fire lækre dage med besøg på Isla del Sol med Soltemplet, der fungerede som observatorie for Inkaerne og angav årstidernes skiften. Øen levede til fulde op til sit navn, idet vi alle blev godt og grundigt forbrændte – højdesol i 25 graders varme er ikke sådan at spøge med. Vi havde fundet det perfekte lille hotel med udsigt ud over byen og søen, og på restauranten nød vi godt af kold limonade, øl, bøffer, pandekager og hvad hjertet ellers kunne begære, mens vi nød den flotte solnedgang eller et voldsomt lyn og trodenvejr. En aften kravlede vi også op på toppen af et af bjergene (hernede vil vi nok bare kalde det en bakke) og så den flotteste solnedgang ud over Largo Titicaca med Peru i baggrunden. Så er det bare surt, når ens kontaktlinser begynder at drille, så man ikke kan se i de næste 10 min. og må nøjes med billederne.
På vej mod San Lucas
Med det officielle vel overstået i La Paz, vendte vi så endelig næsen mod San Lucas en tidlig morgen ved 6-tiden. Forude lå en køretur på godt 14 timer over Altiplano, den højslette der strækker sig fra Nord til Syd i Bolivia. Det blev til en rigtig lækker tur, med mulighed for at se forskellige landskaber og få et indtryk af, hvad Bolivia egentlig er for en størrelse. Og ikke mindst at få et forvarsel på, hvor dårlige vejene kan være hernede. En stor del af turen foregik på grusveje med store huller og af snørklede bjergveje. Og til tider står der så pludselig en lama eller muldyr på vejen, der opså lige skal undgås
Med det officielle vel overstået i La Paz, vendte vi så endelig næsen mod San Lucas en tidlig morgen ved 6-tiden. Forude lå en køretur på godt 14 timer over Altiplano, den højslette der strækker sig fra Nord til Syd i Bolivia. Det blev til en rigtig lækker tur, med mulighed for at se forskellige landskaber og få et indtryk af, hvad Bolivia egentlig er for en størrelse. Og ikke mindst at få et forvarsel på, hvor dårlige vejene kan være hernede. En stor del af turen foregik på grusveje med store huller og af snørklede bjergveje. Og til tider står der så pludselig en lama eller muldyr på vejen, der opså lige skal undgås
Her i San Lucas har projektet et fælles hus, hvor vi alle bor som i et lille bofællesskab. Vi er blevet installeret på gæsteværelset indtil midt i januar, hvor Søren og Kristine tager hjem. Så overtager vi deres værelse og køkken. Det er lidt som at være flyttet på kollegie igen med fælles madlavning, indkøb og dagligdag. Selvom der er regntid, hernede har vi ikke set meget til vandet og opholder os udendørs på patioen eller i gården det meste af dagen i behagelige 25 grader. Så den står på shorts og sandaler det meste af tiden – hvilket ikke har været ret svært at vænne sig til efter december vejret i DK.
Til huset hører også et stks. projekthund – Holger Danske (i dagligdagen kaldt Holger) som det ikke har været svært at blive gode venner med. Det er nok byens mest velnærede hund, men gør tilgengæld også et arbejde med at passe på huset. For de eneste, der er gode nok til den, er gringoerne, som den følger troligt rundt i byen eller op på udsigtebakken. Den gider dog ikke følge med Sönke på hans morgencykeltur - det er for hårdt.
San Lucas og omegn
Selve San Lucas er hovedbyen i en kommune på størrelse med Sjælland. Med sine godt 1000 indbyggere lyder det større end den umiddelbart fornemmes, når man går gennem byen. To støvede hovedgader med sine rækker af mere eller mindre velholdte små grå huse. Småbutikker der sælger lidt af hvert, men sjældent ret meget af det. Derudover er der hospitalet som lidt er byens stolthed, Alcaldiet (borgmesterkontoret) og parroquiaet (præstegården). Hospitalet og Alcaldiet er vores nærmeste samarbejdspartnere her på stedet og er dem, som de fleste af vores aktiviteter koordineres med. Men mere om det konkrete arbejde ved en senere lejligehed.
Selve San Lucas er hovedbyen i en kommune på størrelse med Sjælland. Med sine godt 1000 indbyggere lyder det større end den umiddelbart fornemmes, når man går gennem byen. To støvede hovedgader med sine rækker af mere eller mindre velholdte små grå huse. Småbutikker der sælger lidt af hvert, men sjældent ret meget af det. Derudover er der hospitalet som lidt er byens stolthed, Alcaldiet (borgmesterkontoret) og parroquiaet (præstegården). Hospitalet og Alcaldiet er vores nærmeste samarbejdspartnere her på stedet og er dem, som de fleste af vores aktiviteter koordineres med. Men mere om det konkrete arbejde ved en senere lejligehed.
San Lucas kommune hører til blandt de fattigste i landet og den største del af Alcaldiets budget udgøres af overførselindkomster fra forskellige donororganisatioer.
De fleste folk heromkring lever af landbrug, som kun lige giver nok til at brødføde familien, der ofte er på 8-10 personer. Det lidt der er tilovers, sælger man så til hinanden fra utallige små boder eller faldbyder det direkte ved dørsalg. Det er ikke usædvanligt, at der bankes på vores port ved halv syvtiden om morgenen hvor en af de lokale fremviser en kylling, æg, en poncho eller noget helt tredie.
Udbuddet er generelt ikke så stort her i byen, så udover kartofler og løg kan vi være heldige at få lidt andre grøntsager, men ellers afpasser vi gerne vores indkøb med besøg i Sucre, hvor vi kan få stort set det meste af det som danske kostvaner hungrer efter.
Jul og nytår under fremmede himmelstrøg
Julen fik vi fejret på behørig vis med de andre to par, Simon og Anja samt Kristina og Søren. Med lidt medbragt rødkål, sild, grødris og rugbrødsblanding i håndbagagen og en vellykket jagt på en juleand her på stedet fik vi en hyggelig aften. I mangel på velegnede emner til juletræer, det eneste der gror her er lidt eukalyptus, tætte tjørnebuske og kaktusser i massevis, tog Sönke og Søren ud og fældede en julekaktus, som efterfølgende blev behørig pyntet op. Det er lidt smart når pynten garanteret bliver hængende og lysene kan spiddes på piggene.
Julen fik vi fejret på behørig vis med de andre to par, Simon og Anja samt Kristina og Søren. Med lidt medbragt rødkål, sild, grødris og rugbrødsblanding i håndbagagen og en vellykket jagt på en juleand her på stedet fik vi en hyggelig aften. I mangel på velegnede emner til juletræer, det eneste der gror her er lidt eukalyptus, tætte tjørnebuske og kaktusser i massevis, tog Sönke og Søren ud og fældede en julekaktus, som efterfølgende blev behørig pyntet op. Det er lidt smart når pynten garanteret bliver hængende og lysene kan spiddes på piggene.
Med spisning og pakkeræs vel overstået tog vi til katolsk midnatsmesse i kirken. Det var lidt en anden oplevelse end derhjemme med meget sang og guitarspil samt et vaskeægte kryppespil om Jesu fødsel med bræende lam og en ægte baby i krybben. Det er på sådant et tidspunkt man rigtig stikker ud som gringoer blandt bønderne i deres slidte tøj og kvinderne i deres farverige og oftest godt slidte kjoler.
Vi har også holdt julefrokost på ægte dansk vis med snaps, juleøl, sild, karrysalat, rugbrød, frikadeller, mørbrad etc. Så vi lider bestemt ikke nogen nød.
Nytår fejrer vi Sucre, den næststørste by i Bolvia, godt 4 timers kørsel fra San Lucas og hovedstaden i Chuqisaca departementet, som San Lucas hører under. I Sucre har vi lejet et hus til deling med det andet projekt i nabokommunen Azurduy. Vi tager dertil med jævne mellemrum for at afholde møder med forskellige instanser, klare vores indkøb og få lidt byliv i ny og næ.
Så er der blot tilbage hernedefra at ønske glædelig bagjul og rigtig godt nytår til jer alle.
Nu har vi også fået bekræftet at posten kan finde herned, omend der går en ti dages tid over Atlanten. Så alle breve, pakker med godter og billeder (helst af jer selv) til at pynte på vores temmelig hvide vægger er meget velkommne.
