Den bureaukratiske udfordring
 
Mit møde med det bolivianske bureaukrati blev som frygtet lidt af en prøvelse. Det hele udsprang af ønsket om at købe en fin rød Toyata Jeep årgang 82. Jeepen er som skabt til vejene hernede og har en charmerende patina. Og indrømmet, det er lidt af en drengedrøm, der er gået i opfyldelse ved at blive bilejer med et sådant køretøj. Søren som sælger og jeg som køber var forberedt på, at det ikke ville være helt ligetil at få klaret alle formalia omkring købet, men at det skulle udvikle sig til et veritabelt orienteringsløb mellem diverse institutioner, havde jeg dog alligevel ikke forestillet mig. Salgskontrakten skulle udarbejdes af en advokat, hvilket forekom os ret naturligt. Her i Sucre findes heldigvis en lang række gadeadvokater, som man går lige ind til fra gaden. Strategisk godt placeret overfor Højesteret og Alcaldiet ligger advokatkontorene side om side, så vi fandt den første den bedste, der så tilforladelig ud og begav os i lag med juristeriet. Advokaten kastede sig ivrigt over vores dokumentmappe med bilpapir, der blev penibelt gennemgået for at se om vi havde de nødvendige papirer i orden. Selvfølgelig viste det sig, at vi manglede af få betalt en afgift for 2001, som vi ikke anede eksisterede, men før dette var på plads - ingen køb af bil. Så mens advokaten sendte os ned ad avenida’en til Alcaldiet for at få ordnet dette mellemværende og i mellemtiden ville han forfatte et udkast til en købskontrakt. Gringo på Alcaldiet
På Alcaldiet herskede et vældigt leben, og det var ikke helt nemt at finde den kø vi skulle stille op i. Som Gringoer vakte vores ankomst en vis interesse for det var åbenbart langt fra hver dag, der kom udlændinge forbi. Langt om længe og efter en del parlementeren med damen bag skranken, fik vi udleveret den nødvendige faktura, så vi kunne betale den påkrævede afgift. Herefter bergav vi os forventningsfulde tilbage til advokaten som aftalt. Egentlig havde det jo ikke været så slemt, og vi var ret enige om at gængse rygter om det massive bureaukrati i Bolivia måske var lidt overdrevne. Men vi blev klogere, for det skulle vise sig, at vores Odyssé kun lige var begyndt. Advokaten havde som lovet kontraktudkastet færdigt, hvilket yderligere styrkede vores gode humør. Vi er ikke just forvænt med, at bolivianerne får lavet det de lover og så endda til tiden. Blot manglede advokaten det rette papir, som kontrakten skulle udskrives på, så Søren blev sendt over gaden for at købe det i en lille kiosk i forhallen til Højesteret. Alt i alt meget overkommeligt. Af uransagelige grunde ligger advokater ikke selv inde med det rigtige juridiske papir – så klienter må selv medbringer det nødvendige. Med kontrakten underskrevet sendte advokaten os atter ud på gaden og ind til kopibiksen ved siden af for at få lavet to påkrævede kopier. Udstyret med alt dette, begav vi os så til notaren lidt længere oppe ad avenida’en, for at få legaliseret kontrakten. Endnu en tur til højesteret
Notaren tog vel imod os, for umiddelbart efter håndtrykket atter engang at sende os over til højesteret. Denne gang for at købe 2 ark notarielt papir. Desuden blev vi udstyret med en lille lap papir, som angav de næste fire stop på vores tur. For det forholder sig sådan, at før Alcaldiet havde overdraget, kontrolleret og legaliseret vores papirer kunne den færdige kontrakt ikke bekræftes notarielt. Søren fik som sælger allernådigst lov til at underskrive på det blanke papir, så for ham endte turen her og med et lille smil og gav mig et ”god fornøjelse og held og lykke” med på min videre færd alene.

Så atter engang gik turen ned til Alcaldiet og tilbage i den selvsamme kø, som jeg havde forladt en god times tid tidligere. Damen i skranken fik kigget mine papirer igennem, fiskede behændigt købskontrakten og 2-3 andre papirer ud og bemærkede hastigt, at jeg manglede en kopi af mit pas i to eksemplarer, hvorefter hun sendte mig ud på gaden og tilbage til kopibiksen. Kopierne kom i hus og så tilbage til køen i Alcaldiet. Efterhånden følte jeg mig lidt udkørt, men da damen i skranken gengældte mit nik med et lille smil følte jeg mig efterhånden næsten velkommen. Med øvet hånd fik hun stemplet mine dokumenter, så overdragelsen var i hus, hvorefter jeg blev sendt videre til køen ved næste skranke for at få mine papirer kontrolleret. De to embedsmænd bag bordet havde rigelig at se til med derers stempler og bunker af papir og da jeg langt om længe nåede frem til skranken viste det sig selvfølgelig, at jeg lige manglede en kopi af overdragelsesdokumentet. Så tilbage til kopibiksen og på tilbagevejen kunne jeg jo så passende lige nå at købe et stempelmærke, som skulle pryde dokumentet. Endelig blev alle mine dokumenter stemplet nok så nydeligt og op til flere gange efterfulgt af en penibel underskrift på samtlige ark. Herefter gik turen atter engang til damen i skranken. Denne gang forbarmede hun sig åbenbart over mit lettere desperate udtryk og snuppede med et rask tag alle mine papirer, hvorefter hun hastede over til den interne notars bord hvor hun hurtigt fik lånt det rigtige stempel –så nu var købet legaliseret. Herefter hoppede jeg på en taxa, for at tage en lille tur tværs gennem byen til det lokale motorkontor. Jeg og min stabel af dokumenter blev vel modtaget, det originale registreringsbevis blev fundet på arkivet i en håndevending og den effektive betjent tilføjede endnu et par stempler og en krusedulle til min efterhånden omfattende samling. Dette markerede samtidig afslutning på dag 1 og efter have tilbragt 6 lange timer i kø, på diverse kontorer og i transit mellem diverse insitutioner, var jeg efterhånden godt træt i hoved og ben. Andendagen med skrivemaskine og strikketøj
Næste morgen fortsatte jeg så, hvor jeg havde sluppet dagen forinden. Jeg hilste høfligt på damen i skranken hos Alcaldiet, der viste et forsigtig tegn på genkendelse og enddog dristede sig til et lille smil. Et hurtigt tjek af mine papirer og jeg blev sendt videre ind til et nyt kontor for at blive endeligt registreret, som værende den nye ejer af den røde Jeep. Her hyttede to stramme damer henholdsvis en skrivemaskine og et strikketøj og de så mest af alt ud, som om jeg kom meget ubelejliget. Efter at have frembragt mit ærinde, fik jeg udleveret en lille papirlap med en en liste på de seks dokumenter, som skulle bruges i den videre sagsbehandling. Efter at det første chok havde lagt sig, viste det sig dog, at jeg efterhånden havde akkumuleret langt størsteparten af papirern, så jeg slap med den efterhånden velkendte gang til kopibiksen. Yderligere skulle skaffes to stks. pasfoto med rød baggrund i korrekt størrelse, som jeg heldigvis havde et par stykker liggende af på værelset. Så efter yderligere en tur frem og tilbage mellem Alcaldiet og mit værelse, var jeg ikke så lidt stolt, da jeg kunne aflevere hele min bunke af papirer til den endelige registrering. Efter forsigtigt at have spurgt om der var mere jeg skulle gøre, lovede damerne mig højt og helligt, at dette var de var den sidste instans på vejen og at der ikke skulle stemples, signeres, kopieres, betales eller indkøbes yderligere Så bilejer er jeg blevet, men den endelige registreringsattest venter jeg på endnu…